Frederikshåb Skovturs Trec Bane

Udfordringer for dig og din hest!

Velkommen til Danmarks første Skovturs Trec Bane

Banen kan bookes til arrangementer på www.nst.dk. Hvis banen ikke er booket, er alle velkomne til at anvende faciliteterne.
Banen er inspireret af Trec, Trail, Westernridning, Dressur og Horsemanship. Den er designet til dig, som gerne vil arbejde med din hest i naturen.
Forhindringerne er udfordringer, som du vil kunne møde på en ridetur i skoven/naturen – og de er konstrueret af skovens egne materialer.

21 udfordrende forhindringer

Der er 21 forhindringer (se oversigtskortet). Ved hver forhindring er der et skilt med en beskrivelse af øvelsens udførelse, et piktogram, og en beskrivelse af formålet med forhindringen.

Endelig er der også forslag til pointgivning for dig, som gerne vil konkurrere med dine venner eller blot mod dig selv. Du kan hente et “scorekort” her, hvis du vil lave et stævne på banen.

Desuden er der på hvert skilt en QR kode – hvor du på din mobil kan se en lille filmsekvens, som viser, hvordan forhindringen skal rides.

Vi anbefaler, at du medbringer rebgrime og tov – som skal bruges til en af øvelserne.

Alle er velkomne til at gå en tur i området og nyde naturen – også uden hest.

Faciliteter på Frederikshåb Skovturs Trec Banen

Ved banen er en stor fold med mulighed for at koble eget strømanlæg til og tøjrebomme til at binde hestene ved.

Der er opsamlere til hestepærer flere steder på banen. Alle bedes samle hestepærer sammen – efter brug af faciliteterne.

Du skal selv medbringe vand til dig og din hest.

Bålhytte, shelter og muldtoilet

Få hundreder meter øst for Trec-banen er der adgang til en bålhytte med grill og bordebænke, en shelter med bålplads og et muldtoilet. Bålhytte og shelter kan ikke bookes, men må benyttes af alle skovgæster. Det forventes derfor, at der vises hensyn til andre gæster, og at man deles om pladsen.

Om Frederikshåb Skovturs Trec Bane

Banen er blevet skabt i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og islænderrideklubben Landi-Askja. For yderligere oplysninger om banen og de enkelte aktiviteter er du velkommen til at kontakte Landi-Askja. Aktuelle kontaktoplysninger kan findes her på siden.

Hent Scorekort til Trec-banen

Download og print selv de scorekort, du har brug for.

Hent Scorekort (pdf)

Find vej

Frederikshåb Skovturs Trec Bane